Donald Trumps søn var også coronasmittet – nu er alle raske

USA’s førstedame, Melania Trump, er blevet testet negativ for covid-19. Det meddeler hun onsdag.

Samtidig oplyser hun, at præsidentparrets 14-årige søn, Barron, også har været smittet med covid-19, men han har det fint og er også siden blevet testet negativ.

– Heldigvis er han en stærk teenager og udviste ingen symptomer, udtaler Melania Trump i en erklæring.

Forrige uge meddelte Det Hvide Hus, at både Donald og Melania Trump var blevet inficeret med coronavirus.

Donald Trump blev efterfølgende overført til militærhospitalet Walter Reed i nærheden af Washington D.C. Han var indlagt i tre dage, før han vendte tilbage til præsidentboligen.

Trump har i denne uge genoptaget sin valgkampagne i forsøget på at blive genvalgt.

/ritzau/Reuters