Dommerkandidat vil ikke sige om Trump kan benåde sig selv

Dommer Amy Coney Barrett, der er nomineret til den ledige plads i USA’s højesteret af præsident Donald Trump, svarede undvigende, da hun onsdag blev spurgt, hvorvidt præsidenten kan benåde sig selv.

– Har en præsident en absolut ret til at benåde sig selv?, ville den demokratiske senator Patrick Leahy vide.

Ifølge USA’s forfatning har præsidenten ret til at benåde enkeltpersoner.

Men spørgsmålet er opstået, om Trump – som kan risikere at blive sigtet i en skattesag – kan benåde sig selv.

Det er “et åbent spørgsmål”, svarede Barrett under onsdagens høring. Hun henviser til, at der er kutyme for, at nominerede dommere ikke kommenterer politiske debatter.

– Ingen er over loven, nøjedes hun med at sige.

Amy Coney Barrett afstod også fra at svare direkte på, om det er i strid med forfatningen, hvis Trumps private forretninger får penge fra udenlandske regeringer eller virksomheder.

Senatorerne stillede også en byge af spørgsmål om abort, våbenrettigheder og ikke mindst sygesikring.

En vigtig høring om den sundhedsreform, som tidligere præsident Barack Obama gennemførte, skal efter planen finde sted ved landets øverste domstol i anden uge af november.

Demokraterne har slået på, at Barrett kan være med til at fratage millioner af amerikanere deres sundhedsdækning.

Dommeren har understreget, at hun ikke er “fjendtligt indstillet” over for loven.

Republikanerne presser på for at få en hurtig godkendelse af Barrett. Der er tilsyneladende ikke meget, Demokraterne kan gøre for at forhindre det.

Der er desuden en mulighed for, at spørgsmål, der har at gøre med præsidentvalget 3. november, kan ende i Højesteretten. Det gælder især, hvis resultatet af valget er omstridt.

Onsdag er anden og sidste dag, hvor senatorer har mulighed for at stille spørgsmål til den formentlig kommende højesteretsdommer.

Det er ventet, at hele Senatet skal stemme om hendes kandidatur i slutningen af oktober. Og det er ligeledes ventet, at stemmerne vil fordele sig efter partiskel.

Republikanerne sidder på et flertal på 53 af de 100 pladser i Senatet og har dermed stemmer nok til at godkende Amy Coney Barrett.

/ritzau/dpa