Polsk premierminister går i karantæne kort før EU-topmøde

Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, er gået i coronakarantæne.

Det sker, efter at han fredag var i kontakt med en person, som senere er konstateret smittet med coronavirus.

Det oplyser en talsmand for den polske regering tirsdag.

Ifølge talsmanden har premierministeren ingen symptomer på coronavirus. Talsmanden tilføjer, at 52-årige Morawiecki fortsætter med at udføre sit arbejde under karantænen.

Det vides ikke, om karantænen får betydning for premierministerens deltagelse ved et snarligt EU-topmøde.

Ifølge talsmanden bliver beslutningen taget af læger, efter at der foreligger testresultater.

Der er EU-topmøde mellem lederne af medlemslandene torsdag og fredag. Her er briternes skilsmisse med EU, EU’s klimaplan og samarbejdet med Afrika blandt andet på dagsordenen.

Ifølge talsmandens oplysninger er premierministeren ikke blevet testet, efter at han var i kontakt med den smittede fredag.

I en video på Facebook fortæller Morawiecki selv, hvad der er årsag til karantænen.

– Jeg har fundet ud af, at jeg har været i kontakt med en person, som er testet positiv for covid-19. Med tanke på dette og retningslinjer sætter jeg mig selv i karantæne.

– Jeg er i kontakt med mine kolleger. Og regeringen fungerer som normalt, siger han i videoen.

Han opfordrer desuden polske borgere til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det omfatter eksempelvis hyppig håndvask og fysisk afstand.

/ritzau/Reuters