FBI: Milits diskuterede også at bortføre Virginias guvernør

Det var ikke kun Michigans guvernør, Gretchen Whitmer, som en gruppe mænd, der nu er anholdt, ville bortføre.

Det blev også diskuteret, om guvernøren i Virginia, Ralph Northam, der også repræsenterer Demokraterne, skulle bortføres.

Det er tirsdag kommet frem under en retshøring, hvor det skal afgøres, om de anklagede kan blive løsladt mod kaution.

Det skriver Washington Post.

Her har FBI-agenten Richard Trask kunnet fortælle om samtalen. Den fandt sted mellem nogle af de mistænkte for et par måneder siden i Ohio.

Trask var ifølge netmediet HuffPost en del af efterforskningen, som førte til, at seks mænd er blevet sigtet i sagen mod Whitmer.

På mødet, der fandt sted i juni mellem flere regeringsfjendtlige grupper, udtrykte grupperne utilfredshed med guvernørernes håndtering af coronapandemien.

Begge guvernører er blevet skarpt kritiseret af USA’s præsident, Donald Trump, fordi de har stået i spidsen for en hård nedlukning under coronapandemien.

De seks mænd har ifølge FBI samlet våben, eksperimenteret med brug af sprængstoffer og gennemført skydeøvelser og kampmanøvrer.

De havde angiveligt planer om at udføre deres plan inden præsidentvalget den 3. november.

FBI siger, at det gennem sociale medier fik kendskab til gruppen i begyndelsen af 2020.

Efterretningstjenesten har ifølge HuffPost gjort brug af fortrolige kilder. Der er også brugt undercoveragenter og hemmelige optagelser for at afsløre planerne.

Kendes de seks mænd skyldige i planerne mod Whitmer, kan de ende med at få en livstidsdom, skriver mediet.

Syv andre er anholdt og anklaget for at yde støtte til terrorhandlinger.

Af de 13 mænd sættes seks i forbindelse med en stærkt højreorienteret militsgruppe. Den hedder Wolverine Watchmen.

/ritzau/