EU får lov at indkræve milliardtold fra USA i flystrid

EU har fået grønt lys fra Verdenshandelsorganisationen (WTO) til at lægge toldafgift for fire milliarder dollar årligt på varer fra USA.

Det er lidt over 25 milliarder i danske kroner.

Beløbet modsvarer de negative effekter, som WTO mener, at USA’s statsstøtte til Boeing har givet.

Boeing er en af verdens største flyproducenter.

Tidligere på året afgjorde WTO, at USA havde ret til at lægge toldafgift på europæiske varer for 7,5 milliarder dollar, hvilket er 49,4 milliarder danske kroner, på grund af europæisk statsstøtte til Boeings konkurrent Airbus.

EU og USA beskylder hinanden for at give ulovlig statsstøtte til selskaber. Begge har indbragt sager for det WTO-panel, der afgør tvister.

Den langvarige strid om statsstøtte til henholdsvis Airbus i Europa og Boeing i USA har stået på i 16 år.

WTO’s seneste afgørelse risikerer at forværre spændingerne på handelsområdet, skriver Reuters.

Forhandlere på begge sider af Atlanten siger dog også til nyhedsbureauet, at det kan være en anledning til langt om længe at løse striden om statsstøtte til flyproducenterne.

Hele flybranchen befinder sig nu i en alvorlig krise på grund af coronaudbruddet. I lyset af krisen vil en toldkrig, der gør fly dyrere, ikke være i hverken EU eller USA’s interesse.

Både USA og EU har også tidligere vist interesse for at bilægge striden. Men de har beskyldt hinanden for ikke at gøre seriøse forsøg på det.

/ritzau/