Veteranleder får syv år mere i spidsen for Tadsjikistan

Tadsjikistans mangeårige leder, Emomali Rakhmon, får endnu en periode i spidsen for landet.

68-årige Rakhmon, som har ledet landet i Centralasien siden 1992, har ved valget fået lige over 90 procent af stemmerne. Det sikrer ham syv år mere i spidsen for den tidligere sovjetiske republik.

Det viser foreløbige resultater fra valgkommissionen mandag morgen.

Ifølge valgkommission var der en valgdeltagelse på over 85 procent ved valget. Det var på forhånd ventet, at Rakhmon ville sikre sig genvalg.

Den tilsyneladende overvældende sejr skyldes blandt andet, at der ikke er en stærk opposition i landet.

Tadsjikistan har den svageste økonomi blandt de tidligere sovjetrepublikker. Og oveni det har Rakhmon og hans regering også coronavirus som udfordring.

/ritzau/AFP