Professor: Økonomer har udvidet det simple omkring en auktion

Over en lang årrække har de amerikanske økonomer Paul R. Milgrom og Robert B. Wilson dykket ned i de simple auktionsformer og bredt dem ud.

Det er det arbejde, som gør, at de mandag har fået dette års Nobelpris i økonomi. Det forklarer Per Baltzer Overgaard, professor og prodekan ved Aarhus Universitet, som selv har forsket i mikroøkonomi og auktionsteori.

– Samlet set har de fået udvidet de mere simple forståelser af de simplere auktionsformater, som måske gik forud for de to.

– Takket være dem kan man nu analysere et righoldigt sæt af omstændigheder, under hvilke man potentielt ville ønske at sælge ved auktionsformater, siger Per Baltzer Overgaard.

Ifølge professoren var auktionsteorien indtil for 30 år siden forholdsvist enkelt defineret.

Den bestod i, at man havde en given vare, som man overvejede, hvordan man optimalt kunne få solgt.

Derudover havde man på forhånd en formodning om, at de potentielle købere var tilnærmelsesvis ens, og at deres forskellige værdisætninger af varen var uafhængige af hinanden.

– Det var det basale auktionsformat.

– Begge de to herrer har så udvidet den simple sammenhæng, i hvilken man tænker auktioner, i forskellige retninger og til mange enheder, siger Per Baltzer Overgaard.

Han forklarer, at de to økonomers arbejde og viden er blevet benyttet af både private virksomheder og offentlige institutioner.

Det skyldes, at principperne om en effektfuld auktion kan have interesse for en statslig myndighed såvel som et auktionshus som eBay.

Nobelprisen er blevet uddelt af Det Svenske Akademi.

I en pressemeddelelse forklarer professor Peter Frederiksson, talsperson for priskomitéen, at de to amerikanere har formået at bruge auktionsteorier på relevante anvendelsesområder.

Det er derfor, de har modtaget den eftertragtede pris, lyder det.

/ritzau/