Nomineret højesteretsdommer i USA lover at være upartisk

Den konservative dommer Amy Coney Barrett vil følge loven og ikke hendes egne holdninger, hvis hun bliver valgt til USA’s højesteret.

Det skriver den 48-årige dommer i de bemærkninger, som hun har tænkt sig at fremlægge, når hun i denne uge skal gennem en fire dage lang bekræftelseshøring i retsudvalget i Senatet.

Høringen er en form for jobsamtale, inden hele Senatet i slutningen af oktober skal stemme om, hvorvidt hun skal være USA’s næste højesteretsdommer.

I sin forberedte udtalelse skriver Barrett, at hun altid går efter at nå frem til “det resultat, som loven kræver, uanset hvad mine personlige præferencer måtte være”.

– Når jeg skriver en mening om en sag, læser jeg hvert et ord fra den tabende parts perspektiv. Jeg spørger mig selv, hvordan jeg ville se beslutningen, hvis en af mine egne børn var den part, jeg afsagde dom imod, skriver hun.

USA’s præsident, Donald Trump, nominerede i september Amy Coney Barrett til at efterfølge den nyligt afdøde højesteretsdommer, Ruth Bader Ginsburg.

Får hun jobbet vil det skabe et konservativt flertal på 6-3 blandt dommerne ved USA’s øverste domstol, hvilket kan vare i årtier, da højesteretsdommere udnævnes for livet.

Det Demokratiske Parti frygter, at det i fremtiden vil give en fordel til Det Republikanske Parti, når sager om alt fra abort til våbenrettigheder skal afgøres i højesteretten.

Amy Coney Barrett har tidligere signaleret, at hun er modstander af en strammere våbenlov, og at hun støtter en strammere abortlovgivning.

Op til høringen har Demokraterne især fokuseret på, at Coney Barrett ikke bør tage del i eventuelle sager om præsidentvalget 3. november og en kommende retssag mod sundhedsreformen “The Affordable Care Act” også kendt som ” Obamacare “, hvis hun bliver valgt.

– Hun kommer ikke upartisk til domstolen, og derfor bør hun erklære sig inhabil, siger den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, søndag.

Nomineringen af Amy Coney Barrett skal godkendes af et flertal i Senatet. Republikanerne har flertal i Senatet med 53 mod 47, og derfor kan Demokraterne få svært ved stoppe udnævnelsen af Barrett som højesteretsdommer.

Høringen i retsudvalget ventes at vare fra mandag til torsdag.

/ritzau/Reuters