EU-ministre kræver sanktioner for forgiftning af Navalnyj

Det er vigtigt, at EU ikke lader forgiftningen af den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj i august passere uden en reaktion.

Det siger Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, før et møde mandag mellem EU-landenes udenrigsministre i Luxembourg.

Maas mener, at beviserne på, at Navalnyj blev forgiftet med Novitjok er så solide og bekræftede, at EU må komme med et fælles svar.

Tyskland har sammen med Frankrig udarbejdet et udkast til sanktioner, der omfatter “visse personer”.

– Dette kan ikke passere uden en reaktion, siger Maas på vej ind til mødet.

Han påpeger, at OPCW har bekræftet resultaterne af de test, der er blevet udført af laboratorier i Tyskland, Sverige og Frankrig. OPCW er Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, som har en samarbejdsaftale med FN.

– I dag vil vi tage den første diskussion mellem EU-landene, og vi vil fastlægge den videre proces, siger Maas.

Navalnyj har i et interview sagt, at det må have været den russiske præsident, Vladimir Putin, som har givet ordren til at bruge Novitjok.

Rusland har afvist at stå bag. Landet har tilbudt at hjælpe med at opklare sagen.

I weekenden udsendte den russiske udenrigsminister en erklæring om Novitjok. Heri afviste ministeriet, at Rusland var i besiddelse af nervegiften.

Derimod har 20 vestlige lande – ifølge russerne – arbejdet med Novitjok i mange forskellige varianter.

/ritzau/