EU-lande aftaler sanktioner efter forgiftning af russer

EU-landene er mandag blevet enige om sanktioner mod dem, der stod bag forgiftningen af den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj i august.

– Sagen er meget klar. Vi har set et mordforsøg med kemiske våben mod Navalnyj på russisk jord, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S):

– Derfor er vi nu blevet enige om at lave sanktioner mod de ansvarlige i Rusland, og det synes jeg er rigtig vigtigt.

Formelt er sanktionerne ikke vedtaget. Men landene er enige, siger ministeren.

Tyskland og Frankrig havde før udenrigsministermødet mandag i Luxembourg fremlagt et forslag til sanktionerne.

Det tekniske arbejde med at færdiggøre en sanktionsliste fortsætter nu ifølge EU’s udenrigschef, Josep Borrell. Han fortæller ikke, hvor mange personer, der ventes på listen.

Det juridiske grundlag for sanktioner i forbindelse med brug af kemiske våben er tidligere vedtaget.

Det blev forlænget med et år mandag. Det benyttes i forvejen i forbindelse med et giftangreb i Salisbury i England og kemiske angreb i Syrien.

Navalnyj blev fløjet til Tyskland, da han i slutningen af august blev syg og indlagt på et russisk hospital efter en indenrigsflyvning. I Tyskland kunne man konstatere, at han var blevet forgiftet med nervegiften Novitjok.

Det har flere test i både Sverige og Frankrig bekræftet.

Også Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) har foretaget analyser og sagt, at det var Novitjok, der blev brugt i det formodede attentatforsøg.

Navalnyj har i et interview sagt, at han mener, at den russiske præsident, Vladimir Putin, må have haft en finger med i spillet og beordret forgiftningen.

Rusland har afvist at stå bag forgiftningen. Regeringen har i weekenden via en meddelelse fra udenrigsministeriet sagt, at Novitjok er et stof, som 20 vestlige stater har anvendt. Det er ikke et russisk stof, hed det i erklæringen.

De forklaringer, der er kommet fra Rusland, mangler troværdighed, har Tyskland og Frankrig erklæret.

Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, er tilfreds med, at der nu er enighed i EU om sanktioner:

– Jeg mener, at det er altafgørende i lyset at denne alvorlige forbrydelse, som er et brud på folkeretten og på konventionen om kemiske våben, at vi i EU står sammen, som vi har gjort det i dag.

EU’s stats- og regeringschefer mødes senere i denne uge i Bruxelles, hvor de igen har mulighed for at drøfte sagen.

/ritzau/