Demokrater vil udspørge Trumps dommerkandidat om sundhedsreform

Retsudvalget i USA’s Senat har mandag indledt høringen af præsident Donald Trumps kandidat til landets højesteret, Amy Coney Barrett.

I løbet af den fire dage lange høring vil hun blive udspurgt af senatorerne om en lang række emner lige fra abort og sundhedsydelser til USA’s våbenlovgivning.

Høringen er en form for jobsamtale, inden hele Senatet i slutningen af oktober skal stemme om, hvorvidt hun skal være USA’s næste højesteretsdommer.

Trump har udpeget den 48-årige Amy Coney Barrett til at overtage den plads i USA’s højeste retsinstans, der blev ledig, da højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg døde i september.

Modsat Ginsburg regnes Barrett for konservativ. Hun er troende katolik og har tidligere udtrykt modstand mod abort.

Det er på forhånd ventet, at hun vil blive godkendt. Det Republikanske Parti sidder på et flertal bestående af 53 af Senatets 100 pladser.

– Det her handler formentlig ikke om at overbevise hinanden, medmindre der sker noget virkelig dramatisk. Alle republikanere vil stemme ja, og alle demokrater vil stemme nej, siger retsudvalgets formand, republikaneren Lindsey Graham.

Hvis Amy Coney Barrett som ventet bliver godkendt, vil de konservative højesteretsdommere være i flertal med seks mod tre på den fløj, der regnes for at være mere liberal.

Demokraterne har på forhånd kritiseret, at Barrett kan komme til at spille en afgørende rolle, når Højesteret skal tage stilling til den sundhedslov, der populært kaldes Obamacare.

Tidligere præsident Barack Obamas sundhedsreform er lige nu udfordret ved domstolene. Sagen skal behandles til november.

Senator Dianne Feinstein, der er den højst placerede demokrat i retsudvalget, gør det mandag klart, at hendes parti vil have fokus på, at amerikanernes ret til sundhedsydelser sikres.

– Vi kan ikke vende tilbage til den tid, hvor amerikanere kunne blive nægtet dækning eller få en eksorbitant regning, siger Feinstein.

Amy Coney Barrett har tidligere kritiseret Højesterets begrundelse for at opretholde Obamacare.

Feinstein gentager også Demokraternes kritik af, at man holder høringen så tæt på præsidentvalget 3. november.

– Jeg mener ikke, at vi bør fortsætte med denne nominering, siger hun ifølge nyhedsbureauet dpa.

Demokraterne vil have, at den kommende præsident skal udpege den næste højesteretsdommer, mens Republikanerne har presset på for at få en hurtig godkendelse.

Lindsey Graham erkender, at han og hans partifæller for fire år siden afviste at godkende Obamas kandidat til højesteretten, fordi det var valgår.

Han erkender også, at der aldrig tidligere er godkendt en højesteretskandidat så tæt på et valg.

– Men jeg føler, at vi gør det her i overensstemmelse med forfatningen, siger Graham.

/ritzau/