Danmark og Sverige bringer DR-dokumentar op i FN-komité

Danmark og Sverige vil sammen bringe DR-dokumentaren “Muldvarpen” om Nordkorea op i FN’s sanktionskomité.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tirsdag efter et EU-møde i Luxembourg.

Han kalder det nordkoreanske styre for “kynisk og grotesk”.

– De sanktioner, som vi har imod Nordkorea, de skal håndhæves bedre, siger Kofod efter mødet.

Danmark og Sverige skriver i en fælles erklæring, at dokumentaren er bekymrende.

– Som svar på disse bekymringer har vi besluttet at bede vores missioner i FN om at gøre FN’s sanktionskomité opmærksom på dokumentaren. Vi vil også rejse sagen i EU, hedder det.

/ritzau/