Trump erklærer sig fri af covid-19 og immun

Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger i et tv-interview, at han ikke længere har covid-19, der er sygdommen, man får af coronavirus.

2. oktober oplyste præsidenten, at både han og hans hustru, Melania, var testet positive for corona.

Siden har han været til behandling på Walter Reed-militærhospital i Maryland. Her var han indlagt i tre dage, inden han vente hjem.

Det Hvide Hus har endnu ikke oplyst, om præsidenten er testet negativ for corona efter at have været smittet.

Men søndag eftermiddag dansk tid siger han i et tv-interview med stationen Fox News, at han ikke længere har covid-19.

Han siger også, at det ser ud til, at han er immun.

– Det ser ud til, at jeg er immun. Jeg ved ikke – måske i lang tid, måske i kort tid. Det kunne være for livet. Ingen ved det virkeligt. Men jeg er immun, siger han til Fox New ifølge nyhedsbureauet AFP.

I Danmark skriver Sundhedsstyrelsen følgende om immunitet som følge af covid-19:
– Vi ved, at de fleste typer af virus, som giver infektioner i de øvre luftveje – for eksempel influenza og andre typer af coronavirus – medfører immunitet i en periode.

– Når man er immun over for en virus, kan man ikke blive smittet igen. Aktuel viden tyder på, at de fleste mennesker opbygger en vis immunitet imod covid-19, efter at de er blevet raske.

/ritzau/