Sygeplejersker i Frankrig er tæt på at være udbrændte

Franske sygeplejersker melder om en meget stor arbejdsbyrde, der tærer på deres kræfter.

En undersøgelse med deltagelse af knap 60.000 sygeplejersker viser, at over halvdelen af dem er tæt på at være udbrændte.

De har aflyst ferier og bruger deres tid og kræfter på de mange smittede under coronapandemien.

Undersøgelsen er lavet for sygeplejerskernes fagforbund.

Den viser, at 57 procent af sygeplejerskerne er i “en tilstand af professionel udmattelse”.

Hver femte sygeplejerske har ikke haft mulighed for at holde ferie siden marts.

Inden coronapandemien for alvor ramte Frankrig i marts, sagde 33 procent af sygeplejerskerne, at de er fagligt udmattede.

Undersøgelsen ventes at øge presset på præsident Emmanuel Macron og hans regering.

Flere end en tredjedel af sygeplejerskerne siger i undersøgelsen, at deres afdelinger er underbemandet sammenlignet med det normale – altså før pandemien.

To tredjedele oplyser, at deres arbejdsforhold er forværret siden begyndelsen på covid-19-smitten.

– Der er 34.000 stillinger ubesatte sygeplejerskestillinger. De forværrede arbejdsforhold betyder, at vi risikerer, at endnu flere sygeplejersker kaster håndklædet i ringen, siger fagforbundet i en erklæring.

/ritzau/AFP