Irakiske militser aftaler pause i angreb på soldater fra USA

En række iranskstøttede militser i Irak har aftalt at sætte angreb på amerikanske styrker i Irak på pause. Pausen er betinget af, at den irakiske regering kan finde frem til en tidsplan for de amerikanske styrkers exit fra landet.

Det oplyser en talsmand for en af militserne, Mohammed Mohi fra militsen Kataib Hizbollah, til nyhedsbureauet Reuters.

– Fraktionerne har præsenteret en betinget våbenhvile, siger Mohammed Mohi til Reuters.

– Den inkluderer alle fraktioner af (anti-USA, red.)-oprøret.

Forholdet mellem Iran samt landets allierede militser i nabolandet Irak og USA har været på frysepunktet, siden USA i januar dræbte Qassem Soleimani under et besøg i Irak.

62-årige Qassem Soleimani var leder af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde og en af Irans mest magtfulde mænd.

Som reaktion på drabet af Soleimani vedtog Iraks parlament en resolution om at få udenlandske styrker til at forlade landet.

Det er den resolution, som fraktionerne vil have den irakiske regering til at gennemføre.

Ifølge Mohammed Mohi er der ikke en tidsfrist i den betingede våbenhvile.

– Hvis USA insisterer på at blive og ikke respekterer parlamentets beslutning, så vil fraktionerne bruge alle våben, de har til rådighed, siger han til Reuters.

/ritzau/