Der er udbrudt brand på Kilimanjaro

Der er udbrudt brand på Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro.

Det siger Tanzanias National Park-myndigheder (Tanapa) ifølge Reuters.

– Der er udbrudt en brand på Mount Kilimanjaro i eftermiddag. Der er bestræbelser på at inddæmme den. Flere detaljer vil følge, skriver Tanapa på Twitter.

Kilimanjaro ligger i Tanzania nær Kenya.

Det er 5895 meter højt.

Myndighederne har offentliggjort billeder fra branden. De ser ud til at vise, at der er lommer af brande flere steder på bjergsiderne.

Der har tidligere været brande i skovområderne på bjerget.

Der ligger også flere landsbyer i området ved Kilimanjaro.

Nyhedsbureauet Reuters har været i kontakt med Tanapa efter meddelelsen. Men der er foreløbig ikke yderligere oplysninger.

Kilimanjaro er en turistattraktion for Tanzania.

Normalt, altså når der ikke er coronapandemi, tiltrækker bjerget årligt omkring 50.000 turister, der bestiger bjerget.

/ritzau/Reuters