Brasilien runder 150.000 dødsfald blandt coronapatienter

Brasilien har lørdag nået en trist milepæl, da landet har passeret 150.000 dødsfald blandt coronapatienter.

Det oplyser landets sundhedsministerium.

Imens har Latinamerika og Caribien passeret ti millioner smittetilfælde tilsammen og flere end 360.000 bekræftede dødsfald.

Det gør de to områder til de værst ramte i verden i forhold til antallet af bekræftede dødsfald.

Med i alt 212 millioner indbyggere er det Brasilien, der står for størstedelen af dødsfaldene i regionen.

Mere præcist har der været 150.198 registrerede dødsfald siden det første tilbage i marts.

Over fem millioner mennesker har været smittet i landet ifølge de officielle opgørelser, der kan indeholde store mørketal.

På verdensplan har Brasilien det næsthøjeste dødstal efter USA og det tredjehøjeste smittetal efter USA og Indien.

Sammenligninger lande imellem skal dog tages med visse forbehold, da der er forskel på, hvor mange der bliver testet for smitte i de enkelte lande, og hvordan de coronarelaterede dødsfald bliver opgjort.

Dødstallet i Brasilien er faldet langsomt, siden landet nåede en top i sommermånederne, hvor der var omkring 1000 døde om dagen.

Men eksperter siger, at tallet kun daler langsomt sammenlignet med en række lande i Europa og Asien, hvilket kan betyde, at Brasilien stadig befinder sig i første bølge.

– Det er lidt som at være kommet ned fra Himalaya-bjergene og så til Alperne. Man befinder sig stadig på et bjerg, siger Jose David Urbaez, der forsker i infektionssygdomme.

Ikke desto mindre går det langt bedre nu end før, da befolkningen er mere opmærksom, og behandlingen er blevet bedre.

– Jeg ved ikke, om det værste er overstået, for vi ved ikke endnu, hvad der venter, men vi har helt sikkert haft værre øjeblikke end dette, siger Jaques Sztajnbok, som leder intensivafdelingen på et hospital i São Paulo.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er under pandemien blevet kritiseret for sin håndtering af krisen.

Han har flere gange nedtonet alvoren af at blive smittet med coronavirus og angrebet guvernører og borgmestre, der har indført restriktioner for at inddæmme spredningen af virusset.

Det er sket, på trods af at Bolsonaro i begyndelsen af juli selv måtte gå i karantæne efter at være blevet testet positiv.

/ritzau/AFP