17 passagerer dør i kollision mellem tog og bus i Thailand

Mindst 17 passagerer er blevet dræbt, og adskillige andre kvæstet, i en busulykke i Thailand søndag.

Ulykken skete, da bussen kolliderede med et tog.

Det oplyser embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AFP.

Buspassagererne var på vej til et tempel i provinsen Chachoengsao i den østlige del af landet. Her skulle de deltage i en ceremoni, der markerer afslutningen på den buddhistiske faste.

Det fortæller politichefen i distriktet, Prathueng Yookassem.

– Det dødstal, vi har indtil videre, er 17, siger politichefen ifølge AFP og tilføjer, at ulykken skete omkring klokken otte søndag morgen lokal tid.

Guvernør i provinsen Maitree Tritilanond fortæller til journalister, at yderligere 29 mennesker er kvæstet.

Ifølge politichef Prathueng Yookassem er antallet af kvæstede 30.

Politichefen oplyser videre til den thailandske tv-station PBS, at bussen havde 65 passagerer om bord, da den kolliderede med toget, idet den krydsede et jernbanespor.

– Det regnede, så måske så chaufføren ikke toget, siger han til PBS ifølge nyhedsbureauet AP.

De kvæstede er bragt til to hospitaler i området.

Politiet oplyser, at det efterforsker ulykken yderligere.

Fatale trafikulykker forekommer ofte i Thailand, der jævnligt topper listen over verdens mest farlige veje.

Ifølge en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra 2018 har Thailand det næsthøjeste dødstal i trafikken i verden, skriver AFP.

Selv om et klart flertal af dødsofrene er motorcyklister, er det ofte busulykker, der involverer turister, som trækker overskrifter.

I marts 2019 blev 18 mennesker dræbt, og adskillige andre kvæstet, da en bus med folk på vej hjem fra ferie i det nordøstlige Thailand svingede af vejen og ramte ind i et træ.

/ritzau/