Migranter fra Afrika søger mod De Canariske Øer

Over 1000 migranter fra afrikanske lande er inden for de seneste 48 timer ankommet til De Canariske Øer.

Det oplyste Røde Kors lørdag eftermiddag.

Siden torsdag er der ankommet 1015 migranter i 37 både til Lanzarote, Tenerife, Gran Canaria og Fuerteventura.

Tenerife og Gran Canaria ligger blot omkring 300 kilometer fra Afrikas kyst.

De spanske øer i Atlanterhavet har ikke oplevet så stor en tilstrømning af migranter i de seneste ti år.

Migranter – eller menneskesmuglere – har på det seneste rettet opmærksomheden mod De Canariske Øer.

Det er sket, efter at EU-aftaler med Tyrkiet, Libyen og Marokko har skærpet kontrollen med grænser og farvande ved disse lande.

En talsmand for Røde Kors siger, at de fleste migranter, der kommer til De Canariske Øer, er fra afrikanske lande syd for Sahara.

Talsmanden siger også, at alle migranter er blevet testet for coronavirus.

Alle er ved godt helbred, selv om nogle af dem er dehydreret.

Ifølge Røde Kors kom der i perioden mellem januar og den 30. september 6000 migranter til øerne.

Det var seks gange flere end det samlede antal migranter i 2019.

Det tyske nyhedsbureau dpa citerer den spanske avis La Provincia for at skrive, at der fredag ankom 700 migranter til øerne i 22 både.

Det er små fiskerbåde, der kaldes cayucos. Migranterne blev bragt ind til øerne af kystvagten.

Avisen skriver, at det er farligt at sejle fra Afrika til øerne i det åbne hav i de små både.

Ingen har sikre oplysninger om antallet af både og migranter, der forliser.

/ritzau/AFP