Flykorridor mellem London og New York måske tæt på

En luftkorridor for passagerfly mellem den britiske hovedstad, London, og New York i USA er måske klar i november.

I øjeblikket er embedsmænd fra USA og Storbritannien i gang med at finde løsninger, så passagerne ikke skal i karantæne, når de ankommer til henholdsvis USA og Storbritannien.

Det kan måske sikres ved, at passagerer testes for coronavirus ved afrejse og ved ankomst, skriver avisen The Independent.

Håbet er ifølge avisen, at systemet kan være på plads inden den amerikanske helligdag Thanksgiving den 26. november.

Det er traditionelt en anledning, der udløser meget international flytrafik og også meget indenrigsflyvning i USA.

Desuden er det snart jul, og det er også en periode med meget rejseri.

Der har været forhandlinger året igennem om sådan en luftkorridor, og nu er flere amerikanske organer i gang med forhandlinger igen, skriver Wall Street Journal.

Avisen skriver, at amerikanerne også forhandler om en luftkorridor til Tyskland.

I øjeblikket kan amerikanere ikke rejse til de fleste lande i Europa, og rejser de til Storbritannien, skal de to uger i karantæne.

Europæere har ikke tilladelse til at rejse ind i USA, medmindre de har amerikansk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse, skriver The Independent.

Avisen skriver også, at hvis der kommer en korridor mellem London og New York, så bliver det formentlig passagererne, der selv må betale for en coronatest.

Den 1. oktober blev lufthavnen i Tampa, Florida, den første amerikanske lufthavn, der sælger coronatest til passagerer.

Den koster 57 dollar – 360 kroner. Den giver et svar inden for 15 minutter. Træfsikkerheden er 88 procent.

/ritzau/