Tysk politi gør klar til at rydde bzeres hus i Berlin

Flere hundrede demonstranter har samlet sig i Berlin forud for rydningen af en bygning, der i årtier har været besat af venstreorienterede.

Bygningen, der ligger på adressen Liebigstrasse 14 i distriktet Friedrichshain, skal efter planen ryddes fredag.

Torsdag aften samledes en menneskemængde, hovedsageligt unge mennesker, sig foran en koncertscene i en nærliggende gade i Berlins Friedrichshain-distrikt.

Her optrådte et hip hop-band, og der var en fredelig atmosfære.

Fredag morgen ventes der imidlertid store protester, når fogeder efter planen skal rydde bygningen.

Allerede torsdag aften var politiet talstærkt til stede i området, hvor der er opsat barrierer til at blokere den del af Liebigstrasse, hvor bygningen ligger. Heller ikke biler har adgang til den del af gaden.

Mange af betjentene er hentet ind fra andre delstater, og de fleste var iført hjelme, mens nogle bar plexiglasskjolde.

Den rødorange-farvede bygning har været besat siden 1990. Den er også kendt som Liebig 14.

/ritzau/dpa