Trump kan blive nødt til at droppe valgmøder i weekenden

USA’s præsident, Donald Trump, er utålmodig efter at komme ud i landet og holde valgmøder. Det skulle han have gjort, hvis han ikke var blevet smittet med coronavirus.

Men meget tyder på, at den coronaramte præsident tidligst på mandag kan komme ud og møde vælgerne.

Det siger unavngivne medarbejdere i Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Torsdag aften meddelte Trump, at han føler sig rask nok til, at han håbede på, at han kunne holde et stort vælgermøde i Florida lørdag og i Pennsylvania søndag.

Begge er vigtige svingstater, hvor stemmerne kan blive afgørende for, om det bliver Trump eller demokraten Joe Biden, der kan tages i ed som præsident til januar.

Men dels er der ikke tid til at stable store arrangementer på benene med så kort varsel, siger Trumps medarbejdere.

Og dels er der stadig spørgsmålet om, hvorvidt præsidenten stadig kan smitte andre med coronavirus.

Han meddelte for blot en uge siden, at han var blevet testet positiv.

Sygdommen har forhindret præsidenten i at holde valgmøder og fundraiser-middage på et afgørende tidspunkt i valgkampen, hvor Biden har et stort forspring i de landsdækkende meningsmålinger og i flere svingstater.

Det Hvide Hus’ talskvinde, Kayleigh McEnany, siger, at præsidenten arbejder hårdt og vil ud og møde vælgerne, så snart lægerne siger god for det.

– Han vil tale med amerikanerne og han vil være derude, siger hun til Fox News.

Trump har fået en cocktail af forskellige behandlinger og har det efter eget udsagn fremragende.

Hans læge, Sean Conley, meddelte torsdag, at Trump har fuldført behandlingen for covid-19, og at hans tilstand har været stabil, siden han vendte hjem til Det Hvide Hus mandag.

Lægen vurderede, at Trump kan deltage i offentlige arrangementer allerede lørdag.

– Der bliver foretaget test for at sikre, at når præsidenten er ude igen, er han ikke i stand til at overføre virusset, siger McEnany, der er en af adskillige medarbejdere i Det Hvide Hus, der ligeledes er blevet testet positiv.

Hun tilføjer, at Conley vil udlægge detaljerne senere.

/ritzau/Reuters