Ministre fra lande i krig om Nagorno Karabakh besøger Putin

Armeniens udenrigsminister rejser fredag til Moskva, efter Ruslands præsident, Vladimir Putin, har inviteret ham og hans aserbajdsjanske kollega til et fredsmøde.

Det skriver nyhedsbureauet Tass.

Hans kollega fra Aserbajdsjan, Jeihun Bajramov, vil også møde op fredag.

– Baku og Jerevan har bekræftet deres deltagelse i konsultationer i Moskva, siger en talskvinde for det russiske udenrigsministerium.

Putin er opsat på at få afsluttet den krig, de to lande lige nu udkæmper om enklaven Nagorno Karabakh.

Hans invitation til de to udenrigsministre er kommet på et tidspunkt, hvor en afslutning på konflikten knap er i syne.

– Vi bevæger os mod en våbenhvile snart, også selv om situationen stadig er skrøbelig, lyder det fredag fra den franske præsident Emmanuel Macrons kontor.

Macron har talt i telefon med de to krigsførende landes præsidenter. Både torsdag og fredag, oplyser en kilde ifølge dpa.

Den samme kilde fortæller, at Frankrig og Putin har koordineret deres anstrengelser.

Det fremgår ikke, om Armeniens udenrigsminister, Zohrab Mnatsakanjan, og hans kollega fra Aserbajdsjan, Jeyhun Bajramov, vil mødes ansigt til ansigt i Moskva.

Regeringen i Aserbajdsjan har indtil nu udelukket at deltage i direkte møder med Armenien, så længe kampene varer ved.

Knap to ugers kampe har kostet hundredvis af mennesker livet.

Nagorno Karabakh er en enklave i Aserbajdsjan, hvor de fleste er etniske armeniere. Området har været en kilde til spændinger, lige siden de to sovjetrepublikker i starten af 1990’erne fik deres uafhængighed.

– Ruslands præsident udsender af humanitære grunde en opfordring til at indstille kampene i Nagorno Karabkh, så døde personer og fanger kan udveksles, lyder en erklæring fra den russiske regering.

/ritzau/Reuters