Kirgistans præsident er klar til at trække sig efter protester

Kirgistans præsident, Sooronbai Jeenbekov, er klar til at trække sig fra sin post for at afslutte det kaos i landet, der er opstået i kølvandet på søndagens parlamentsvalg.

Det siger han fredag i en meddelelse på sin hjemmeside.

Jeenbekov siger, at han vil trække sig, når en ny valgdato er blevet fastlagt, og en ny regering er blevet vedtaget.

– Jeg er klar til at forlade posten som præsident for Kirgistan, når en legitim administration er blevet vedtaget, og når vi er tilbage på lovlydighedens spor, siger præsidenten.

Udmeldingen kommer, efter at oppositionsstøtter tirsdag stormede og overtog Kirgistans parlament, hvilket tvang landets regering til at trække sig.

Oppositionspartier har siden kæmpet med at blive enige om, hvem der skal lede en midlertidig regering.

Det har øget frygten for, at den centralasiatiske nation på 6,5 millioner indbyggere kan blive kastet ud i et ledelsesløst kaos.

/ritzau/AFP