Kirgistans præsident er klar til at trække sig efter protester

Kirgistans præsident, Sooronbai Jeenbekov, er klar til at trække sig fra sin post for at afslutte det kaos i landet, der er opstået i kølvandet på søndagens parlamentsvalg.

Det siger han fredag i en meddelelse på sin hjemmeside ifølge nyhedsbureauet AFP.

Jeenbekov siger, at han vil trække sig, når en ny valgdato er blevet fastlagt, og en ny regering er på plads.

– Jeg er klar til at forlade posten som præsident for Kirgistan, når en legitim administration er blevet vedtaget, og når vi er tilbage på lovlydighedens spor, siger præsidenten.

Udmeldingen kommer, efter at oppositionsstøtter tirsdag stormede og overtog Kirgistans parlament, hvilket tvang landets regering til at trække sig.

Situationen fik efterfølgende landets valgkommission til at annullere resultatet af søndagens valg.

Oppositionspartier har siden kæmpet med at blive enige om, hvem der skal lede en midlertidig regering.

Den tidligere sovjetrepubliks afgående regering har ifølge nyhedsbureauet Reuters heller ikke udpeget nogen midlertidige kandidater til premierministerposten.

Ifølge Reuters skyldes det blandt andet, at flere parlamentsmedlemmer har sagt, at de ikke føler sig sikre i landet.

Det har øget frygten for, at den centralasiatiske nation med 6,5 millioner indbyggere kan blive kastet ud i et ledelsesløst kaos.

Det er ifølge Reuters usikkert, om præsidentens tilbud kommer til at gøre noget ved den nuværende situation.

Protesterne i Kirgistan begyndte efter søndagens valg, hvor to partier med tæt forbindelse til præsidenten fik langt størstedelen af stemmerne.

Mindst 11 andre partier nægtede siden at anerkende valgresultatet.

Ifølge uafhængige valgobservatører er der troværdige beviser for, at flere partier har købt sig til stemmer og truet vælgere.

På trods af det nuværende magttomrum i landet ser erfarne embedsfolk ifølge Reuters ud til at have kontrol med landets sikkerhedsstyrker.

/ritzau/