Europa sætter rekord i nye tilfælde af coronasmitte

For første gang er der i Europa samlet set bekræftet over 100.000 nye tilfælde af coronasmitte på et enkelt døgn.

Det viser en opgørelse, som nyhedsbureauet Reuters har foretaget på baggrund af tal fra de enkelte landes sundhedsministerier.

Blandt andet har Italien for første gang siden slutningen af marts registreret over 5000 nye smittetilfælde i det forgangne døgn.

Opgørelsen omfatter også Rusland og Ukraine, der har meldt om høje smittetal i de seneste dage.

Blandt de hårdest ramte lande i Europa er Spanien, Frankrig, Rusland og Storbritannien. I de seneste tre dage har de alle meldt om over 10.000 nye smittetilfælde dagligt.

Det kan imidlertid være svært at sammenligne tal for forskellige lande, fordi der kan være stor forskel på, hvor mange mennesker der testes.

Ser man på antallet af døde blandt coronasmittede per million indbyggere, er Belgien det hårdest ramte land i Europa med knap 887 dødsfald per million indbyggere.

Spanien har 699,6 coronadødsfald per million indbyggere.

Mens antallet af nye smittetilfælde er stigende i Europa, har andre hårdt ramte lande som Brasilien og Indien meldt om bedring.

/ritzau/Reuters