Trump og Biden overvejer tv-dueller på andre datoer

Præsident Donald Trump og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden, signalerer, at de er villige til at prøve at få tv-debatter i stand op til valget.

Trumps valgkampagne er villig til at udskyde datoen for debatten en uge, men det fastholdes, at der skal være endnu to tv-dueller.

Bidens lejr har foreslået, at næste uges planlagte debat flyttes til 22. oktober.

Trumps folk insisterer imidlertid på, at en tredje debat skal holdes den 29. oktober – få dage før valget den 3. november.

– Amerikanerne fortjener at høre de to præsidentkandidater direkte den 22. og den 29. oktober, siger Bill Stepien, som leder Trumps kampagne.

Han beskylder medierne for at forsøge at “skjule” Biden.

En første tv-duel mellem Trump og Biden fandt sted onsdag den 30. september.

/ritzau/dpa