Sygemeldt kong Harald skal opereres i hjertet

Den norske kong Harald skal opereres i hjertet.

Det oplyser det norske kongehus ifølge nyhedsbureauet NTB.

Kong Harald, der er 83 år, blev i sidste måned indlagt på Rikshospitalet i Oslo med åndedrætsbesvær.

Han er dog siden blevet udskrevet, men har været sygemeldt på ubestemt tid.

I mellemtiden har kronprins Haakon overtaget alle kongens officielle opgaver.

Kongen vil i løbet af torsdag igen blive indlagt på Rikshospitalet, hvor operationen skal finde sted.

Harald gennemgik i 2005 en operation af hjerteklappen mellem hjertet og hovedpulsåren.

Ved den lejlighed fik kongen implanteret en kunstig hjerteklap. Den slags hjerteklapper har en levetid på mellem 10 og 15 år.

Det er derfor ikke usædvanligt, at sådanne indgreb skal gentages efter noget tid, skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse.

Indgrebet skal foretages gennem lysken med lokalbedøvelse, og kongen er dermed vågen under operationen.

/ritzau/