Største EU-parti stemmer blankt til klimalov: Et skud i tågen

EU-Parlamentet har lagt sig fast på et reduktionsmål for drivhusgasser i 2030 på 60 procent, hvilket er betydeligt over, hvad EU-landene aktuelt har vist vilje til.

Det skete imidlertid uden støtte fra et stort flertal af medlemmerne af EU-Parlamentets største gruppe, den konservative EPP. Herfra kom et overvældende antal blanke stemmer: 142.

Klimaloven skal forhandles med EU-landene, som endnu ikke har lagt sig fast på et niveau for reduktion af drivhusgasser i 2030. Reduktioner måles i forhold til niveauet i 1990.

Det har været planen, at beslutningen skulle være klar til – eller på – EU-landenes topmøde 15. og 16. oktober. Det vurderes af diplomater i øjeblikket som usandsynligt. Topmødet i december ses som mere realistisk.

EU-Kommissionen har foreslået et reduktionsmål på mindst 55 procent. Kommissionen har fremhævet, at det vil bringe EU på kurs mod et overordnet mål om, at unionen skal være klimaneutral i år 2050. Flere politiske grupper i EU-Parlamentet er uenige i dette.

Men EPP følger EU-Kommissionen. EPP argumenterer, at man skal bevare realismen i forhold til reduktionerne, og at det vil koste for mange arbejdspladser, hvis EU pludselig går meget foran resten af verden i bestræbelserne på at reducere.

– Hvis vi ikke gør dette på den rigtige måde, så vil vi miste arbejdspladser til Kina eller USA. Målet om 60 procent er et skud i tågen, skriver EPP-leder Manfred Weber på Twitter.

I tillæg til reduktionsmålet har EU-Parlamentet stemt for en række konkrete tiltag. Et af dem er et særligt kvotesystem, så landmænd ved at lagre drivhusgasser i jorden kan optjene CO2-kreditter.

De kan så sælges på et kvotemarked. Forslaget fra den danske parlamentariker Asger Christensen (V) fik støtte af lidt over to tredjedele af medlemmerne.

– Det er afgørende, at landmænd bidrager til klimakampen. Hvis vi skal nå målet om klimaneutralitet i 2050, er vi nødt til at have konkrete forslag til at spille landmænd ind i klimakampen, siger han.

/ritzau/