OVERBLIK: Corona var hovedemne i duel mellem Harris og Pence

Den demokratiske vicepræsidentkandidat, Kamala Harris, og USA’s vicepræsident, Mike Pence, mødtes for første og eneste gang til en tv-duel op til det amerikanske valg den 3. november.

Ikke overraskende var coronapandemien øverst på dagsordenen, men også spørgsmål om vicepræsidentens rolle i amerikansk politik, klimaforandringer og fri abort var blandt emnerne.

I alt blev ni emner taget op i løbet af debattens 90 minutters varighed. Punkterne, der ikke var kendt på forhånd, kan ses her samt uddrag af kandidaternes svar:
* Coronapandemien.

– Det amerikanske folk har været vidne til det største svigt nogensinde af en amerikansk regering i dette lands historie, sagde Kamala Harris og pegede på de cirka 210.00 amerikanere, som er døde som følge af covid-19.

Mike Pence forsvarede administrationens bestræbelser på at bekæmpe udbruddet:
– Jeg ønsker, at den amerikanske befolkning skal vide, at præsident Trump fra dag ét har sat amerikanernes helbred først, sagde han.

* Vicepræsidentens rolle i amerikansk politik.

Både Mike Pence og Kamala Harris sagde, at de selv er klar til at tage over, hvis der skulle ske præsidenten noget.

Ingen af kandidaterne ønskede at svare direkte på, om de har haft en samtale om emnet med deres præsidentkandidat på henholdsvis 74 og 77 år.

Hvorvidt vælgerne har ret til at kende præsidentens helbred i detaljer, svarede Harris:
– Absolut.

* Amerikansk økonomi.

Kamala Harris sagde, at Joe Biden straks vil rulle skattelettelser til den rigeste del af befolkningen tilbage.

Mike Pence sagde derimod, at Kamala Harris og Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, ønsker at øge skatterne og ødelægge økonomien.

– I hørte hende selv. Fra dag ét vil de hæve skatterne for millioner af amerikanere, sagde Mike Pence blandt andet.

* Klimaforandringer.

Moderater Susan Page ville vide, hvorvidt vicepræsidentkandidat Mike Pence mener, at skovbrandene på den amerikanske vestkyst skyldes klimaforandringer.

– Klimaet ændrer sig. Spørgsmålet er: Hvad er årsagen, og hvad gør vi ved det? sagde Mike Pence.

Pence sagde, at Trump og hans administration vil følge videnskaben, men nægtede at kalde klimaforandringer en eksistentiel trussel.

* Kina.

– Kina er ansvarlig for coronavirusset. De gav os ikke information om virusset før i februar. Joe Biden hepper på Kina. Amerikanere fortjener mere, sagde Mike Pence, der vil holde Kina ansvarlige for virusset.

Trump og hans administrations tilgang til Kina “har kostet liv og job”, mente Kamala Harris.

* USA’s udenrigspolitik.

– Vi er blevet mindre sikker som nation, når præsidenten eksempelvis trækker USA ud af atomaftalen med Iran og fedter for diktatorer rundt omkring i verden, sagde Harris.

– Da Donald Trump tog over, var Islamisk Stat på størrelse med Pennsylvania. Nu er de nedkæmpet og lederen al-Baghdadi er borte, sagde Pence.

* Fri abort og højesteret.

Mens Mike Pence i første omgang undlod at svare på Susan Pages spørgsmål, om han vil forbyde abort, svarede Kamala Harris på spørgsmålet:
– Jeg vil altid kæmpe kvindernes sag. Det skal ikke være op til Donald Trump og Mike Pence, hvad kvinder skal gøre med deres krop, sagde hun.

Senere svarede Pence, at han var “for liv”.

* Politivold og raceopgør.

– Der er ingen undskyldning for, hvad der skete med George Floyd. Men der er heller ingen undskyldning for, hvad der er sket efterfølgende med optøjer og tyveri, sagde Mike Pence.

– Joe Biden og jeg mener, at vi skal have en reform af politiet og retssystemet i USA. Dårlige betjente er dårlige for gode betjente, sagde Kamala Harris om optøjerne.

* Valget.

– Jeg tror, vi vinder det her valg, sagde Mike Pence.

– Vi har magten de næste 27 dage til at vælge kursen for vores land de næste år. Hvis vi bruger vores stemme, vil vi vinde, sagde Kamala Harris.

/ritzau/