Næste præsidentdebat mellem Trump og Biden bliver virtuel

Den næste debat mellem USA’s præsident, Donald Trump, og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden, bliver virtuel.

Det har kommissionen for præsidentdebatter besluttet, skriver nyhedsbureauet AP på Twitter.

Den næste debat skal afholdes 15. oktober. Efter planen skulle det ske i Miami i Florida.

Beslutningen om at gøre debatten virtuel kommer, efter at Trump er blevet smittet med coronavirus. Det har medført, at han har været indlagt på et militærhospital uden for Washington. Han blev udskrevet i mandags.

Trump har efterfølgende meddelt, at han er klar til at møde op til den kommende præsidentdebat.

Men ifølge kommissionen for præsidentdebatter bliver det altså ikke med fysisk fremmøde.

/ritzau/