Harris: Trumps virushåndtering er et historisk svigt

Coronapandemien og især præsident Donald Trumps håndtering af den er et af hovedtemaerne i tv-debatten natten til torsdag dansk tid mellem vicepræsident Mike Pence og den demokratiske vicepræsidentkandidat, Kamala Harris.

Efter at debattens ordstyrer, Susan Page, der er leder af avisen USA Today’s Washington-kontor, lægger ud med at konstatere, at Trump og hans hustru, Melania, er smittet med covid-19, går Harris til angreb på Pence og beskylder vicepræsidenten og Trump for at have fejlet fuldstændigt i håndteringen af virusudbruddet.

– Det amerikanske folk har været vidne til det, der er det største svigt nogensinde af en amerikansk regering i dette lands historie, siger hun og peger på de cirka 210.00 amerikanere, som er døde som følge af covid-19.

Mike Pence forsvarer administrationens bestræbelser på at bekæmpe udbruddet og nævner Trumps beslutning i slutningen af januar om at indføre restriktioner for indrejsende fra Kina, der på det tidspunkt var epicentret for udbruddet.

– Jeg ønsker, at den amerikanske befolkning skal vide, at fra dag ét har præsident Trump sat amerikanernes helbred først, siger han.

Men det forholder sig modsat, mener Harris.

– Den amerikanske befolkning har skullet ofre alt for meget på grund af denne administrations inkompetence, siger hun.

/ritzau/