Harris: Trumps virushåndtering er et historisk svigt

Coronapandemien og især præsident Donald Trumps håndtering af den er et af hovedtemaerne i tv-debatten natten til torsdag dansk tid mellem vicepræsident Mike Pence og den demokratiske vicepræsidentkandidat, Kamala Harris.

Efter at debattens ordstyrer, Susan Page, der er leder af avisen USA Today’s Washington-kontor, lægger ud med at konstatere, at Trump og hans hustru, Melania, er smittet med covid-19, går Harris til angreb på Pence og beskylder vicepræsidenten og Trump for at have fejlet fuldstændigt i håndteringen af virusudbruddet.

– Det amerikanske folk har været vidne til det største svigt nogensinde af en amerikansk regering i dette lands historie, siger hun og peger på de cirka 210.00 amerikanere, som er døde som følge af covid-19.

Mike Pence forsvarer administrationens bestræbelser på at bekæmpe udbruddet og nævner Trumps beslutning i slutningen af januar om at indføre restriktioner for indrejsende fra Kina, der på det tidspunkt var epicentret for udbruddet.

– Jeg ønsker, at den amerikanske befolkning skal vide, at fra dag ét har præsident Trump sat amerikanernes helbred først, siger han.

Men det forholder sig helt modsat, mener Harris.

– Den amerikanske befolkning har skullet ofre alt for meget på grund af denne administrations inkompetence, siger hun.

Økonomien kan de to heller ikke blive enige om.

Mike Pence beskylder Joe Biden for at støtte skatteforhøjelser og for at ville forbyde fracking – en omstridt måde at producere olie på – som er en stor industri, der beskæftiger mange personer i svingstaten Pennsylvania.

Men det tilbageviser Harris.

– Joe Biden vil ikke hæve skatterne for nogen som helst, der tjener mindre end 400.000 dollar om året, og Joe Biden vil ikke forbyde fracking. Han har været meget tydelig på det punkt, siger hun.

TV-debatten, der finder sted på University of Utah i Salt Lake City, er den eneste mellem de to.

Valgets to hovedaktører, Donald Trump og Joe Biden, har allerede stået ansigt til ansigt én gang i en tv-debat. De skal duellere i yderligere to tv-debatter – den 15. og den 22. oktober.

/ritzau/