Fox News-vært om tv-debat: Harris og Pence undlod at svare

Vicepræsidentkandidaterne Kamala Harris og Mike Pence stod “rimelig lige” under deres første og eneste direkte tv-debat op til det amerikanske valg 3. november.

Men begge undlod at svare på flere af moderater Susan Pages spørgsmål.

Sådan lyder dommen fra Chris Wallace, der er Fox News-vært og var moderator på den første debat mellem præsident Donald Trump og hans udfordrer, Joe Biden, for godt en uge siden.

– Jeg synes, at hendes (Kamala Harris, red.) værste afvisning på at svare på et spørgsmålet var spørgsmålet omkring udvielsen af højesteret.

– Men jeg synes, at det var lige så alvorligt, at Pence ikke svarede på, hvad han ville gøre for at beskytte udsatte personers helbred (under coronakrisen, red.), siger Wallace til Fox News.

David Axelrod, der er tidligere seniorrådgiver under præsident Barack Obama, siger til CNN, at han ikke tror, at debatten vil ændre noget i vælgernes holdning.

– Det vil overraske mig at se nogen ændringer i meningsmålingerne. Og i den henseende var det en god aften for Joe Biden, siger Axelrod.

Omvendt synes tv-vært på Fox News Brett Baier, at Pence havde den bedste aften.

– Debatten startede forsigtigt ud, men blev opbygget stærkt af vicepræsidenten. Hans job var at lægge det frem, som ikke blev gjort i den første debat, siger Baier.

/ritzau/