Tre store europæiske lande står sammen om Navalnyj

Storbritannien, Tyskland og Frankrig står “side om side” i sagen om forgiftningen af den russiske kreml-kritiker Alexei Navalnyj, siger den britiske udenrigsminister, Dominic Raab.

De tre store europæiske lande vil arbejde for, at der indføres sanktioner mod russiske embedsmænd og andre, siger Raab. “Beviserne er uigendrivelige”, hedder det i en erklæring fra Raab.

– Storbritannien står side om side med vore tyske og franske partnere i vores reaktion på den afskyelige forgiftning af Alexei Navalnyj, skriver han.

– Vi arbejder sammen med vore internationale partnere om kommende sanktioner mod personer, som anses for ansvarlige for denne afskyelige forbrydelse samt dem, som har været involveret i udviklingen af Novitjok som kemisk våben.

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) har netop bekræftet, at blodprøver fra den russiske oppositionspolitiker Aleksej indeholdt rester efter nervegiften Novitjok.

OPCW vil senere offentliggøre resultaterne af undersøgelser af den russiske politikers blodprøver.

Tidligere har både tyske og svenske eksperter bekræftet, at det var nervegiften Novitjok, som Navalnyj blev angrebet med.

Den potente nervegift blev udviklet under Sovjetunionen og blev også anvendt under et attentatforsøg på en tidligere russisk agent i den britiske by Salisbury i 2018.

Rusland har tidligere sat spørgsmålstegn ved de tyske eksperters konklusioner.

Navalnyj mener, at han blev forgiftet med nervegiften Novitjok, da han rørte ved noget, inden han 20. august blev syg om bord på et fly.

Det har han sagt i et interview på videotjenesten YouTube.

20. august blev Navalnyj syg, efter han var steget om bord på et fly. I interviewet siger Navalnyj, at han fik det så dårligt, at han troede, at han skulle dø.

Flyet landede før tid i byen Omsk i Sibirien for, at Navalnyj kunne blive bragt til et hospital.

Da Tyskland tilbød at tage imod Navalnyj til behandling, forhalede lægerne i Omsk ifølge Navalnyj hans overførsel til Tyskland.

Ifølge Navalnyj blev han forgiftet af de russiske myndigheder efter ordre fra præsident Vladimir Putin, fordi Navalnyj udgør en trussel mod dem.

/ritzau/Reuters