Sigtet politimand i George Floyd-sag løslades mod kaution

Den tidligere politimand Derek Chauvin, der er sigtet i sagen om den sorte mand George Floyds død, er blevet løsladt mod kaution.

Han er dog fortsat sigtet i sagen. Det oplyser en domstol, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det var den nu fyrede politibetjent Derek Chauvin, der den 25. maj under en anholdelse af George Floyd pressede sit knæ mod Floyds hals i næsten ni minutter.

Kort efter anholdelsen blev George Floyd erklæret død.

Chauvin, som er hvid, blev i sommer sigtet for, hvad der i amerikansk lovgivning kaldes drab af anden og tredje grad.

Tre andre fyrede betjente er sigtet for at have hjulpet Derek Chauvin og tilskyndet til drab.

Ifølge NBC News er den 44-årige Chauvin blevet løsladt mod en kaution på en million dollar. Det svarer til omkring 6,3 millioner danske kroner.

Det forventes, at Chauvin skal møde for retten næste gang i marts 2021.

George Floyds død har frembragt massive Black Lives Matter-demonstrationer i USA og flere andre steder i verden.

Demonstranterne er gået på gaden for at protestere mod racisme og politivold mod sorte.

/ritzau/