Pence og Harris skændes om glasskjold før tv-duel

Vicepræsident Mike Pence og hans demokratiske udfordrer Kamala Harris tørner sammen i deres eneste tv-duel onsdag aften (natten til torsdag dansk tid) i et opgør, som vil blive stærkt præget af coronakrisen.

Debatten finder sted på et kritisk tidspunkt i præsident Donald Trumps og Pences kampagne for at blive genvalgt. Der er stadig usikkerhed omkring præsidentens coronavirusdiagnose, og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden, fører klart i de nationale meningsmålinger.

I den seneste Reuters/Ipsos-måling, som er foretaget blandt vælgere, som efter alt at dømme vil gøre brug af deres stemmeret, fører Biden med 12 procentpoint.

Der er nu mindre end fire uger til valget den 3. november.

Harris har på forhånd bedt om, at der opstilles plexiglas mellem hende og Pence for at mindske risikoen for smitte. Anmodningen har ført til en del diskussion.

Harris siger, at Trump-administrationen har ført en kamp mod mundbind, som nu også er udvidet mod sikkerhedsskjold i tv-studiet

Ifølge CNN har en kilde i kommissionen, som står for tv-debatten, sagt, at Pence får ret til stå i studiet uden plexiglas, mens Harris kan få et skjold på sine side af podiet, hvis hun ønsker det.

Både Pence og Harris blev tirsdag testet negativ for coronavirus. De gældende regler siger, at alle skal i 14 dages karantæne, hvis de har været tæt på personer med covid-19 – uanset udfald af testresultater.

– Der er en grund til, at coronakrisen har ramt USA hårdere end andre moderne industrilande. Trump fejlede og tog ikke krisen alvorligt fra dens begyndelse, har Harris sagt om præsidentens indsats.

Duellen mellem den 61-årige Pence og den 55-årige Harris tillægges særlig stor betydning, da både Trump og Biden er i 70’erne. Pence og Harris er dermed under pres for at vise, at de om nødvendigt vil kunne overtage og rykke ind i Det Ovale Værelse.

Duellen ventes at forløbe mere roligt og kontrolleret end den første tv-debat mellem Trump og Biden, som var kaotisk og domineret af afbrydelser og ophidsede fornærmelser.

Pence, som engang var radiovært, da han var medlem af Kongressen, er en erfaren kommunikator. Det samme gælder Harris, som er kendt for at være særligt skarp i senatshøringer.

Kilder i Bidens kampagneteam siger, at Harris har forberedt sig på, at Pence vil angribe hende som en politiker, der ligesom Biden gerne vil fremstå moderat, men som i virkeligheden er fra “den radikale venstrefløj”.

Duellen finder sted i Salt Lake City i Utah klokken 21.00 lokal tid (natten til torsdag klokken 03.00 dansk tid.)
/ritzau/Reuters