Franskmand og amerikaner får Nobelpris for udvikling af gensaks

Nobelprisen i kemi går i 2020 til to forskere for udviklingen af metoder til genetisk modificering.

Det oplyser Nobelkomitéen.

Franskmanden Emmanuelle Charpentier og amerikaneren Jennifer A. Doudna har været med til at udvikle en metode, der kan ændre arvemassen i alle slags levende organismer med stor præcision.

– Emmanuelle Charpentier og Jennifer A. Doudna har opdaget et af genteknologiens skarpeste redskaber: CRISPR-Cas9-gensaksen, lyder det fra Nobelkomitéen.

– Denne teknologi har haft en revolutionerende indflydelse på videnskab om liv, den bidrager til nye kræftbehandlinger og vil måske få drømmen om at kurere arvelige sygdomme til at gå i opfyldelse, hedder det videre.

Kun fem gange tidligere er Nobelprisen i kemi gået til kvinder. Dermed er Emmanuelle Charpentier og Jennifer A. Doudna sjette og syvende i rækken, der også tæller Marie Curie, der modtog prisen i 1911.

Ifølge Morten Peter Meldal, som er professor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet, har Charpentier og Doudna i flere år været tæt på at blive tildelt prisen.

– De to har været oppe at vende som modtagere i mange år i træk, så det var forventet, at de ville få prisen. Teknologien er et ekstremt gennembrud for alle biokemikere og muligvis også indenfor medicin.

– Man kan muligvis gå ind og ændre på sammensætningen på genmaterialet og derved gå ind og modificere organismen til eksempelvis at kunne modstå en sygdom, siger han.

Det var Emmanuelle Charpentier, der under sin forskning af en bakterie stødte på et hidtil ukendt molekyle. Det var en del af bakteriens immunsystem, der fungerede som et værn mod vira ved at “klippe” i dele af dna’et.

Efter at have publiceret sine opdagelser i 2011 dannede Charpentier et makkerskab med Jennifer A. Doudna, og sammen genskabte de bakteriens genetiske “saks”, således at den kunne anvendes på andre typer arvemasse.

Traditionen tro er prisen i kemi den tredje i række under den såkaldte nobeluge.

Mandag og tirsdag blev modtagerne af Nobelpriserne i henholdsvis medicin og fysisk udpeget.

/ritzau/