EU-Parlamentet vil øge klimamål for 2030 til 60 procent

Et flertal i Europa-Parlamentet støtter et forslag om, at reduktionsmålet i 2030 for drivhusgasser skal være 60 procent. Aktuelt er EU-målet 40 procent.

Onsdag formiddag er resultatet af gårsdagens afstemning om reduktionsmålet blevet offentliggjort. 352 stemte for. 326 stemte imod. 18 afstod fra at stemme.

Afstemningen er del af klimaloven, som er til afstemning senere onsdag.

Det vil sige, at EU-Parlamentet endnu ikke har fastlagt sin holdning til de senere forhandlinger med EU-landene, før klimaloven – og herunder målet om 60 procent – har fået en endelig godkendelse.

Det resultat ventes torsdag formiddag.

EU-Kommissionen har foreslået en reduktion på “mindst 55 procent” om ti år. Samme udgangspunkt har den danske regering i EU.

EU-landene håber at kunne blive enige om en holdning inden årets udgang. Det vurderes vigtigt at få målet fastlagt, da meget lovgivning, der kommer fra EU-Kommissionen, skal formes med udgangspunkt i det mål.

EU-Kommissionen har præsenteret en plan om, at unionen skal være klimaneutral i 2050. Det vil sige, at udledning og optag af drivhusgasser går i nul.

/ritzau/