Endnu en Trump-rådgiver er blevet testet positiv for covid-19

Seniorrådgiver i Det Hvide Hus Stephen Miller er tirsdag blevet testet positiv for covid-19.

Det oplyser han selv i en meddelelse.

Stephen Miller bliver anset for at være en af Donald Trumps nærmeste rådgivere. Han er den seneste i rækken af folk fra Trumps inderkreds, der er blevet positiv for virusset, efter at præsidenten selv blev testet positiv i sidste uge.

– I løbet af de seneste fem dage har jeg arbejdet væk fra kontoret og selvisoleret, mens jeg er blevet testet negativ hver eneste dag frem til i går (mandag, red.), siger Miller og tilføjer:

– I dag (tirsdag, red.) blev jeg testet positiv for covid-19, og jeg er i karantæne.

Præsident Donald Trump vendte mandag tilbage til Det Hvide Hus efter at have været indlagt tre nætter på et militærhospital, hvor han blev behandlet for covid-19.

Ved hjemkomsten opfordrede Trump amerikanerne til ikke at være bange for coronavirus og til ikke at lade virusset “dominere” deres liv.

Coronapandemien har indtil nu kostet over 210.000 mennesker livet i USA. Det er mere end i noget andet land.

Stedfortrædende pressesekretær i Det Hvide Hus Brian Morgenstern siger sent tirsdag aften lokal tid til CNN, at der ikke er nogen nye tilfælde af coronavirus i Det Hvide Hus ud over Stephen Miller.

Ud over Miller er Trumps rådgiver Hope Hicks, talskvinde i Det Hvide Hus Kayleigh McEnany og Trumps kampagnechef, Bill Stepien, også blevet testet positive for coronavirus de seneste dage.

Det samme er de republikanske senatorer Mike Lee, Thom Tillis og Ron Johnson samt Donald Trumps hustru – førstedame Melania Trump.

Stephen Millers kone, Katie Miller, der er talskvinde for vicepræsident Mike Pence, blev testet positiv for coronavirus tilbage i maj.

/ritzau/Reuters