USAs højesteret indskrænker stemmefriheden i South Carolina

USA’s højesteret har mandag tilladt en lov, der indskrænker stemmefriheden i delstaten South Carolina.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til tirsdag dansk tid.

Den republikanskstøttede lov betyder, at vælgere fremover skal have et vidne til at underskrive, hvis de brevstemmer til præsidentvalget 3. november.

Beslutningen kommer, efter at højesteretsdommerne omstødte en beslutning fra en lavere domstol om at blokere for restriktionen.

Dermed har højesteret imødekommet en anmodning fra flere republikanere.

Højesteret udtaler i en kort meddelelse, at brevstemmer, der allerede er blevet sendt afsted, ikke behøver at leve op til kravet om en underskrift fra et vidne.

Omkring 150.000 brevstemmer er allerede blevet distribueret til vælgerne i South Carolina, skriver Reuters.

Den nye lov blev udfordret af en gruppe demokratiske vælgere og Det Demokratiske Parti i delstaten.

Demokraterne mener, at det kan bringe folks helbred i fare, hvis alle brevstemmer skal underskrives af et vidne, og at færre personer derfor vil stemme.

Det Demokratiske Parti har flere gange beskyldt Republikanerne for at forsøge at forhindre folk i at stemme op til valget.

Partiet er især blevet anklaget for at gøre det besværligt for sorte og latinamerikanske vælgere at stemme ved for eksempel at lukke valgsteder i bestemte nabolag og kræve id ved valgstederne.

Præsident Donald Trump har selv angrebet integriteten ved brevstemmer flere gange.

Han er blandt andet kommet med udokumenterede påstande om, at brevstemmer er særligt sårbare over for fusk. Ved flere lejligheder har han også antydet, at brevstemmer vil føre til svindel med valgresultatet.

Brevstemmer har ifølge Reuters været en del af det amerikanske præsidentvalg i mere end hundrede år. Det forventes, at mange flere vælgere end normalt vil brevstemme i år på grund af coronapandemien.

Ifølge The Guardian viser et studie fra den konservative tænketank Heritage Foundation, at der de sidste 20 år er blevet svindlet med 0,00006 procent af alle stemmer til præsidentvalg i USA.

/ritzau/