Trump ser frem til ny tv-duel med Biden i næste uge

Præsident Donald Trump skriver i et tweet, at han ser frem til den næste præsidentdebat med Joe Biden.

Den skal ifølge planen finde sted den 15. oktober i Florida.

– Jeg ser frem til debatten torsdag aften den 15. oktober i Miami. Det blive alle tiders!

Sådan hedder det i tweetet fra den amerikanske præsident, der kommer efter, at Trump er tilbage i Det Hvide Hus efter et par dages indlæggelse, hvor han er blevet behandlet for covid-19.

I et andet tweet tirsdag gør Trump det klart, at han vil gå ind i et opgør med Bidens politiske linje i spørgsmål om abort.

Biden sagde ved et tv-transmitteret vælgermøde mandag aften, at han vil forsøge at få en afgørelse fra den amerikanske højesteret fra 1973 etableret som “landets gældende lov”.

Biden henviste til “Roe mod Wade “-afgørelsen, der i 1973 sikrede kvinder i USA retten til abort, og som er på spil med et eventuelt valg af den 48-årige Amy Coney Barrett til højesteret.

Trump har kørt Barrett i stilling som kandidat til USA’s højesteret.

/ritzau/