OVERBLIK: Donald Trumps covid-19-forløb

Den amerikanske præsident, Donald Trump, vendte natten til tirsdag dansk tid hjem til Det Hvide Hus efter at have været indlagt på et hospital i Maryland med covid-19 i tre dage.

Få her et overblik over præsidentens sygdomsforløb (datoer er angivet i lokal tid):
* 26. september:
Donald Trump er vært for en begivenhed i Rosenhaven i Det Hvide Hus, hvor han præsenterer sin kandidat til højesteret, Amy Coney Barrett. Over 150 gæster deltager, herunder Trump-rådgiver Kellyanne Conway og tidligere New Jersey-guvernør Chris Christie.

Samme dag taler Trump til et vælgermøde i Middletown i delstaten Pennsylvania. Han er ledsaget af sin nære rådgiver Hope Hicks.

* 29. september:
Trump deltager i den første tv-debat med Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, i Cleveland i delstaten Ohio. Trump og hans familie samt andre gæster bærer ikke mundbind under arrangementet.

* 30. september:
Trump holder et udendørs-vælgermøde i Duluth i delstaten Minnesota. På flyveturen hjem til Washington D.C. føler rådgiver Hope Hicks sig dårlig og selvisolerer.

* 1. oktober:
Rådgiver i Det Hvide Hus Hope Hicks bliver testet positiv for coronavirus.

Samme dag deltager Trump i et fundraising-arrangement og en rundbordssnak med støtter på sin golfklub i Bedminster i delstaten New Jersey.

* 2. oktober:
Klokken 00.54 Washington D.C.-tid tweeter Trump, at han og førstedame Melania Trump er testet positive for coronavirus.

Samme dag oplyser den republikanske senator Mike Lee fra delstaten Utah, som også er medlem af USA’s retsudvalg, at han er testet positiv for virusset. Mike Lee mødtes med kandidat til højesteret Amy Coney Barrett 26. september.

Derudover oplyser embedsmænd fra Cleveland, at mindst 11 positive coronatest kan spores til forberedelserne til præsidentdebatten 29. september.

Samme dag oplyser senator Thom Tillis fra Republikanernes Nationale Komité (RNC), at han er testet positiv efter at have mødtes med Amy Coney Barrett 26. september.

Om aftenen bliver Donald Trump fløjet fra Det Hvide Hus til Walter Reed-militærhospital i Maryland efter at have oplevet “milde symptomer”, herunder en smule feber.

Senere samme aften tweeter tidligere rådgiver for Trump Kellyanne Conway, der også var til stede i Rosenhaven 26. september, at hun er testet positiv.

Senere oplyser Trumps valgkampagneleder, Bill Stepien, at han er blevet testet positiv.

* 3. oktober:
Modsat Det Hvide Hus, der forsøger at nedtone præsidentens kamp mod covid-19, siger Trumps stabschef, Mark Meadows, til Fox News, at præsidentens tilstand var faretruende dårlig dagen før, da hans “iltniveau faldt drastisk”.

36 timer efter at Trump oplyste offentligheden om sin smitte, skaber præsidentens læge, Sean Conley, forvirring, da han siger, at Trump er “72 timer inde i diagnosen”. Han korrigerer senere sin udtalelse.

Samme dag bliver tidligere New Jersey-guvernør Chris Christie, som var gæst i Rosenhaven 26. september, indlagt efter at være blevet testet positiv for coronavirus.

Senere samme dag tweeter Donald Trump sin første video fra Walter Reed-hospitalet, hvor han fortæller, at han har det “meget bedre nu”.

Efterfølgende bliver Nick Luna, Trumps personlige rådgiver, testet positiv.

Senere udtaler Trumps lægehold, at præsidentens tilstand er blevet forbedret i løbet af weekenden.

Samme dag forlader Trump hospitalet kortvarigt for at køre en tur og hilse på de tilhængere, der har samlet sig foran hospitalet. Trump møder massiv kritik for at udsætte sin chauffør og livvagter for smitterisiko.

* 5. oktober:
Presserådgiver i Det Hvide Hus Kayleigh McEnany oplyser, at hun er testet positiv.

Efter tre dages indlæggelse vender Trump hjem til Det Hvide Hus.

Kilde: NBC News

/ritzau/