Nordcypern genåbner omstridt strand efter 46 år

Nordcypern vil genåbne en strand ved byen Varosha, som har været lukket siden 1974, hvor en tyrkisk invasion splittede øen.

Det siger de politiske ledere i udbryderregionen, som dermed forstærker spændinger både på Cypern og spændinger mellem Grækenland og Tyrkiet.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at hans land støtter beslutningen fuldt og helt.

Feriebyen Varosha nær Famagusta er på tyrkisk kendt som Maras og har været en spøgelsesby i et ingenmandsland siden 1974, da dens cirka 40.000 borgere flygtede under Tyrkiets invasion af Nordcypern.

Nordcypern er i dag kun anerkendt af Tyrkiet.

– Med Guds vilje vil begynde at bruge Maras strand torsdag morgen, siger Tatar.

Den tyrkiske invasion skete efter et kort græsk-inspireret kup, som delte øen skarpt op i en græsk og en tyrkisk side.

Det belastede forhold mellem Nato-landene Grækenland og Tyrkiet har i den seneste tid været præget af nye spændinger, fordi Tyrkiet ifølge flere nabolande foretager ulovlige boringer i Middelhavet.

Tyrkiet har med boringer og undersøgelsesskibe provokeret både Cypern og Grækenland. Tyrkerne søger efter både olie og gas i områder, som de to EU-lande også gør krav på.

Ved flere lejligheder har tyrkiske skibe været flankeret af militærskibe. Begge parter har holdt militære øvelser. Grækerne har gjort det med støtte fra Frankrig og Italien.

EU-landene ønsker FN-forhandlinger om Cypern genoptaget, og EU har med mægling mellem Tyrkiet og Grækenald fået de to lande til at indgå en aftale om at begrænse konflikt.

/ritzau/Reuters