EU-lande fjerner udskældte Caymanøer fra liste over skattely

Caymanøerne er tirsdag formelt fjernet fra en EU-liste over skattely af medlemslandenes finansministre.

Det kaldes en “skandale” af Kira Marie Peter-Hansen (SF), som er næstformand i EU-Parlamentets skattelyudvalg.

Hun mener, at Caymanøerne er “skattefifleriernes favoritsted”.

EU-landene begrunder beslutningen med, at Caymanøerne har ændret regler for investeringsfonde. Det skete i september i år.

Det fremgår af en pressemeddelelse, der er udsendt efter beslutningen på EU-mødet.

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger, at han ønsker kriterierne for listen strammet.

– Regeringen arbejder blandt andet for at styrke sortlisten og for at sikre strammere kriterier og mærkbare konsekvenser af sortlistning, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Danmark har på møder med EU-landene fremført det synspunkt.

Siden har EU-Kommissionen i sommer lagt op til at “ændre listens kriterier, defensive foranstaltninger og geografiske anvendelsesområde”.

Wammen mener, at der er “fremdrift” i den proces med at ændre kriterierne. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra EU-Kommissionen om, hvor sagen står.

Det er ikke ministrene, der på mødet sidder og vurderer, om enkeltlande skal sættes på listen eller ej. Men det er dem, der godkender listen.

Også Oman er blevet fjernet fra listen tirsdag.

Skattelylisten, der er meget omstridt, bliver gennemgået to gange årligt.

/ritzau/