Argentinere bliver testet positive for corona som ingen andre

Argentina har verdens højeste rate af positive testresultater for covid-19. Det viser data fra Oxford Universitys statistikbank “Our World In Data”.

Ifølge universitetet ender omkring seks ud af ti tests i landet med et positivt resultat.

Det vil sige, at næsten 60 procent af alle, der bliver testet, er blevet smittet med coronavirus.

Ifølge flere sundhedseksperter skyldes det høje antal positive testresultater, at få coronarestriktioner i landet bliver håndhævet.

Antallet af daglige test har desuden længe været lavt, hvilket har givet virusset mulighed for at sprede sig i samfundet uden at blive opdaget.

Argentina har mere end 800.000 bekræftede tilfælde med coronavirus. De seneste syv dage har det daglige gennemsnit af nye daglige tilfælde ligget på omkring 12.500.

– Er der krav om isolation? Overhovedet ikke. Er der test nok? Nej, det er der ikke, siger læge Carlos Kambourian i den argentinske hovedstad, Buenos Aires.

Til sammenligning udfører delstaten New York med en befolkning på 20 millioner – hvilket er mindre end halvdelen af Argentinas befolkning på 45 millioner – 100.000 tests om dagen. Det er fire gange så mange, som Argentina udfører.

Alligevel viser kun en procent af testene et positivt resultat i delstaten New York.

Argentina passerede i sidste uge mere end 20.000 coronarelaterede dødsfald.

Den argentinske regering modtog stor ros for en hård nedlukning i begyndelsen af pandemien, som var medvirkende til at få styr på spredningen af virusset.

Siden er landet blevet tvunget til at løsne restriktionerne for at genoplive økonomien, der allerede har været i recession i to år, hvor arbejdsløsheden er steget.

Argentina er det land i verden med ottendeflest registrerede smittetilfælde i absolutte tal og er i øjeblikket blandt de fem lande med flest daglige nye tilfælde.

/ritzau/Reuters