Svenske forskere studerer corona i spildevand

Forskere har fundet coronavirus i spildevandet i ni svenske byer. De håber nu, at analyser af vandet kan bidrage til, at fremtidige smitteudbrud opdages og analyseres hurtigere, skriver det svenske nyhedsbureau TT med henvisning til P4 Dalarna.

– I tilfælde, hvor sygdommen bekæmpes med vaccine, men kommer tilbage, vil man kunne følge forløbet gennem målinger af spildevand, siger Annelie Hedström, som er assisterende professor ved VA-teknik ved Luleås tekniske universitet til P4.

Hun mener, at man kan undgå, at alle personer med forkølelsessymptomer går til testcentre for at blive testet, da man i stedet kan holde øje med virusudbrud via analyser af spildevand.

De svenske forskere skal nu til at sammenholde den indsamlede mængde af coronavirus med det faktiske antal af smittede i det aktuelle tilfælde. Det vil sige, at de relaterer koncentrationen til antallet af syge beboere.

Under pandemien har forskere mange steder i verden søgt efter pålidelige måder at følge coronasmitten på.

Tidligere har forskere fra blandt Kina til USA over Australien og Holland fundet spor af virusset i spildevand og forsøgt at udnytte dette i bekæmpelsen af pandemien.

I april sagde virolog Vincent Marechal fra Sorbonne-universitetet i Paris, at udvidet overvågning af kloakkerne kan spore en eventuel anden bølge af epidemien.

– Det ville kunne købe os tid – en nøglefaktor i denne epidemi, sagde han til det franske nyhedsbureau AFP.

Forskere på Sveriges tekniske universitet KTH skriver i en ny rapport mandag, at mængden af coronavirus, som er blevet fundet i de seneste uger, nu er tilbage på samme niveau som i maj.

Antallet af indbyggere i Sverige, der smittes med covid-19, tager til. Stockholm er fortsat den region, hvor smittespredningen er størst. Til forskel fra andre dele af landet er der intet tydeligt mønster i, hvordan virusset spredes i hovedstaden. Den synes at være lidt over alt.

/ritzau/TT