Det Hvide Hus tror stadig på udskrivelse af Trump mandag

Det er stadig meget sandsynligt, at USA’s præsident, Donald Trump, vil blive udskrevet fra hospitalet mandag.

Det siger hans stabschef, Mark Meadows, i en erklæring til Fox News mandag morgen lokal tid.

Her fortæller han, at præsidentens tilstand er blevet yderligere forbedret i løbet af natten til mandag.

– Vi er stadig optimistiske omkring, at han vil være i stand til at vende tilbage til Det Hvide Hus senere i dag, udtaler Mark Meadows i erklæringen.

Meldingen kommer, kort efter at præsidenten havde skrevet knap 20 opslag på Twitter.

Forvirringen omkring præsidentens helbred har været stor, siden han blev indlagt på militærhospitalet Walter Reed fredag.

Først var meldingen fra Det Hvide Hus, at præsidenten lod sig indlægge ud fra et “forsigtighedsprincip”.

Senere måtte både hans egen læge og stabschef erkende, at hans tilstand var mere alvorlig, da han fredag morgen blev overflyttet til hospitalet.

Præsidentens læger har bekræftet, at han har modtaget ilt, haft faldende iltniveau i blodet og har haft feber.

/ritzau/