Trump i videohilsen fra hospitalet: Jeg har det meget bedre

I sin første video fra hospitalet fortæller den coronaramte præsident Donald Trump, at han har gjort fremskridt under sit ophold på Walter Reed.

– Jeg kom her til, og jeg havde det ikke så godt.

– Jeg har det meget bedre nu. Vi arbejder hårdt for at få mig på toppen igen, siger Trump i den fire minutter lange video, han har offentliggjort på Twitter lørdag aften lokal tid.

– Jeg vender tilbage. Jeg tror, at jeg vender tilbage snart. Og jeg ser frem til at afslutte kampagnen på samme måde, som den blev startet, siger han.

Også førstedame Melania Trump er testet positiv for coronavirus.

Trump fortæller, at førstedamen “håndterer det rigtig flot”.

/ritzau/