Stabschef: Trumps tilstand var faretruende dårlig fredag

Donald Trumps tilstand forværrede sig fredag så meget, at hans medarbejdere var alvorligt bekymrede for præsidenten.

Det oplyser en af Trumps nærmeste medarbejdere, stabschef Mark Meadows.

– I går morges var vi virkelig bekymrede. Han havde feber og hans iltmætning faldt hurtigt, siger Mark Meadows i et interview med Fox News lørdag.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Meadows oplyser ikke, hvor stort et fald i blodets mætning af ilt der var tale om. Derimod fortæller han, at siden forskrækkelsen fredag er Trumps tilstand forbedret i helt utrolig grad.

Trump blev fredag aften lokal tid indlagt på et militærhospital i Maryland, efter at han var blevet testet positiv for covid-19.

Udtalelserne fra Meadows kommer, efter at modstridende informationer lørdag skabte forvirring om præsidentens reelle tilstand.

Sean Conley, der er Trump læge, meddelte lørdag på en pressebriefing foran hospitalet, at patienten havde det godt, samt at der ikke var grund til at bekymre sig.

– Denne morgen er præsidenten ikke på ilt, han har ikke vanskeligheder ved at trække vejret eller gå omkring i Det Hvide Hus-afsnittet ovenpå, sagde Conley.

Men kort tid efter udløste modsatrettede oplysninger bekymring, da en unavngiven person i Det Hvide Hus fortalte det faste pressekorps, at Trumps tilstand de foregående 24 timer var “meget bekymrende”, og at de kommende 48 timer ville være afgørende.

– Vi er stadig ikke på vej mod fuld helbredelse, sagde kilden ifølge nyhedsbureauet AFP.

I en videomeddelelse natten til søndag dansk tid oplyste den 74-årige Trump, at han har det “meget bedre”.

Ifølge netdoktor.dk kan ældre personer godt opleve et fald i iltmætningen.

Værdien udtrykkes i procent, som normalt ligger mellem 95 og 100. Falder procenten markant, viser det sig i form af blå læber og negle, som tegn på, at kroppen ikke får nok luft.

/ritzau/